Konsulenter søges til effektivisering, evaluering m.v. i den offentlige sektor

Deloitte Consulting søger skarpe hoveder, der vil være med til at gøre en forskel
Vi oplever stor efterspørgsel efter vores kompetencer. Derfor søger vi nu flere nye kolleger, og du kan være blandt dem, uanset om du er nyuddannet eller en erfaren projektleder. Det afgørende er, at du brænder for at bidrage til den fortsatte udvikling af den offentlige sektor – og dermed for at indgå i vores projekter vedrørende effektivisering, evaluering, procesoptimering, budgetanalyser, digitalisering og meget, meget mere.

I Deloitte Consultings serviceline Government Strategy & Operations er vi 65 kolleger, der tilsammen arbejder med alle dele af den offentlige sektor. Vi bidrager således til en række af de største transformationsprojekter i Danmark, der vedrører digitalisering, udflytning, udvikling af nye ejendomsvurderinger mv.

Vi søger de skarpeste hoveder, der samtidig er drevet af at gøre en forskel sammen med vores kunder.

Karriere i Deloitte Consulting
Kunne du tænke dig et alsidigt job, hvor du får lov til at udnytte både dine faglige og dine menneskelige kompetencer? Har du en stærk metodefaglighed og erfaring med effektivisering i den offentlige sektor? Vil du indgå i Danmarks stærkeste faglige miljø omkring udvikling af den offentlige sektor? Og vil du være en del af et kollegialt fællesskab, der også tæller verdensrekordindehaveren i isspark, vinderen af VM i badedyrsløb, en tidligere kampflypilot og Lollands bedste badmintonspiller? Så er en stilling i Deloitte Consulting måske noget for dig.

Opgaver, der forandrer
Du bliver en del af Deloitte Consultings serviceline Government Strategy & Operations, hvor du kommer til at arbejde med nogle af følgende projekttyper:

  • Udvikling af metoder til effektiv og lovmedholdelig sagsbehandling
  • Proceskortlægning og -optimering
  • Evalueringer og analyser af reformer på eksempelvis beskæftigelses- og socialområdet
  • Budgetanalyser, businesscases og styringssetup
  • Digitalisering af offentlige arbejdsprocesser og borgerbetjening, blandt andet procesautomatisering ved hjælp af robotsoftware og workflowsystemer
  • Processtøtte til sikring af gennemførelse af og opfølgning på lokale projekter
  • Implementeringsbistand til gennemførelse af konkrete forandringer i offentlige organisationer.

Du skal i den forbindelse bidrage til at udarbejde overbevisende og fagligt stærke projekt-oplæg og tilbud til vores offentlige kunder og efterfølgende indgå som kompetent og engageret rådgiver for kunderne i de konkrete projekter – hele vejen til implementering. Du indgår samtidig i vores løbende udvikling af metoder og tilgange, der kan hjælpe vores kunder med at nå deres mål.

Du har gode kommunikative kompetencer, som du bringer i spil i skriftlige leverancer og mundtlige præsentationer. Du har også stærke menneskelige egenskaber og kan interagere med såvel kunder som kolleger med respekt og forståelse. Du er kompetent i anvendelsen af både kvantitative og kvalitative metoder, og du formår at analysere og visualisere data med indsigt. Du er samtidig en stærk facilitator, der er vant til at involvere og engagere. Du arbejder struktureret og trives i et dynamisk og evigt skiftende miljø.

Du tænker innovativt, er optaget af samskabelse og udvikling af nye løsninger. Du er morgendagens konsulentprofil.

Du er klædt på til opgaverne
Du er måske cand.scient.pol., cand.scient.adm. eller lignende. Du kan også have en helt anden faglig baggrund, for blandt medarbejderne i Deloitte Consulting er der også talenter, der har læst geografi, psykologi, teologi, jura og meget andet. Uanset hvilken specifik uddannelsesbaggrund du har, har du opnået topresultater på både din uddannelse og i dine job. Du kan være nyuddannet med særligt fokus på den offentlige sektors administration eller være ansat i den offentlige sektor eller som ekstern konsulent.

Du vægter faglig kvalitet højt og har opnået gode resultater i dine hidtidige job og/eller studiejob. Du er ambitiøs og stræber efter at være blandt de bedste indenfor dit felt. Derfor ønsker du nu at bruge din erfaring og blive rådgiver og sparringpartner for vores kunder i den offentlige sektor.

Deloitte Consulting
Deloitte Consulting er del af Deloitte Danmark og er et af Danmarks førende konsulent-huse. Vi er mere end 600 konsulenter, der hjælper vores kunder med at realisere deres strategiske mål gennem rådgivning baseret på dyb faglig indsigt og indgående kendskab til en bred vifte af brancher. Vi leder, styrer og gennemfører projekter for en række af Danmarks største virksomheder indenfor produktion og handel samt i den finansielle sektor og for ministerier, styrelser, regioner og kommuner.

Vi stiller høje krav til faglighed, kvalitet og service for altid at være i stand til at give vores kunder den bedste løsning. Derfor er det afgørende, at du altid overvejer, hvordan du løser en opgave bedst muligt – og så alligevel en tand bedre. Med denne tilgang får du rig mulighed for at prøve kræfter indenfor mange forskellige discipliner. Der er masser af udfordringer, og du kan altid regne med, at der står kolleger klar til at hjælpe dig i processen. Du er ansvarlig for at løse dine opgaver, men du er ikke alene om det.

I Deloitte Consulting vægter vi det sociale miljø højt. Hvis du har lyst, kan du være med til eksempelvis at løbe, spille squash, smage på vin eller gå i biografklub med kollegerne. Du bruger en del tid sammen med dine kolleger, og derfor er det også vigtigt, at arbejde og udvikling suppleres med sociale aktiviteter og godt sammenhold.

Det har høj prioritet for os at skabe et arbejdsmiljø, hvor diversitet er en styrke, og hvor medarbejdere med forskellig seksuel orientering, religion, etnicitet mv. oplever at trives og udvikle sig som en del af et meningsfuldt arbejdsfællesskab.

Ansøgning
Send ansøgning, cv, karakterbevis fra bachelor og kandidat og eventuelt andet relevant materiale ved at klikke på linket herunder. Det er en forudsætning, at du kan fremvise en ren straffeattest og blive sikkerhedsgodkendt.

Fristen for ansøgning er den 5. november 2017.

Har du spørgsmål vedrørende stillingen eller Deloitte Consulting, er du velkommen til at kontakte manager Nina Turnbull på telefon 30 93 52 28. Du kan læse mere om Deloitte på deloitte.dk og om karriere i Deloitte på karriere.deloitte.dk.

Kom og hør mere
Vil du høre mere om livet som konsulent i Deloitte Consulting, Government Strategy & Operations, og de problemer vi løser? Så afholder vi orienteringsarrangement tirsdag d. 24. oktober, hvor du også kan møde flere af vores konsulenter til en personlig snak. Beskrivelse og tilmelding her.

 
Ansøgningsfrist: 05-11-2017
Arbejdstid: Heltid
Arbejdsdage: Dag
Arbejdssted: København
Yderligere oplysninger fås hos:
Nina Turnbull
Mobil: +45 30 93 52 28

Hjemmeside: http://karriere.deloitte.dk
Søg online: